Flot natur - sommer 2006

 Lämpeshålan

Geirdalsmossen -
Brattforsheden

 Storvätteshågna

Sushöjda 

 Städjan

Silverfallet

 Sipmeke

Saxån 

Brakkåfallet

Skärrim

Sieldutvagga - Jurumvattnet

Vistasvagge

Laddjujaure

Hornborgasjön (Ore backar - Ytterberg - Almön)

Ivön

Kalvhøjden

Tiskaratjärn

 

 

 

Umbukta (Norge)

Hellerfjellet (Norge)

Kubben (Norge)

 

 Lämpeshålan

Lämpeshålan ligger i Värmland. Fra E18 i retning mod Kristinehamn drejes af mod Väse og derefter nordpå mod Suttershöjden.
Lämpeshålan er en gevaldig stor dødisgrube dannet efter afsmeltning af isen efter sidste istid for ca 10000 år siden. Den måler ca 200 m i diameter og er ca 30 m dyb og dermed Värmlands største.
Vi fulgte den markerede sti rundt i området, som er et stort istidslevn med masser af andre mindre dødisgruber, moræner og gamle kystlinier.
 

 

Et kig ned mod bunden

Et kig op mod kanten


Der er fine markerede ture i områder, der også passerer andre mindre dødisgruber.

Geirdalsmossen

 Geirsdalsmossen  hører med til Brattforshedens naturreservat. Den ligger ved vej 63 ca 20 km vest for Filipsstad.
Vores første mål i området var en stor ravin ved bebyggelsen Brattforsheden, hvor der også ligger et gammelt jernbrug. Men grundet den meget voldsomme vegetation er det meget svært at se de specielle geologiske forhold. Vejret var meget varmt den dag  - 25 grader i skyggen - hvilket betød næsten tropiske forhold nede i ravinen langs Lungälvens løb, så da vi efter en masse vandren op og ned ad den ene ås efter den anden nåede en lejrplads, så vendte vi om og returnerede.
Så var forholdene straks helt anderledes ved næste mål ved Geiersdalsmossen. En helt anden landskabstype.
Turen starter i en dejlig, lys og åben fyrreskov, hvor vinden kompenserede for de høje varmegrader. Derefter går turen videre over et stort moseområde, hvor vi konstaterede, at der voksede polarbirk. Lidt usædvanlig så langt mod syd. Derefter fortsætter stien oppe på en gevaldig stor sandklit kaldet Långe Manen bevokset med fyr og med masser af blåbær i skovbunden. Også denne klit er en reminisens fra istiden. Fra klitryggen er der en flot udsigt over gevaldige moseområder til begge sider. Ude fra mosen hørte vi tranernes trompeteren.
Vi returnerede samme vej som vi var kommet og afsluttede så dagen med et herligt bad i søen Stora Tjärn. Natkvarteret fandt vi et andet sted i reservatet.

 

 

 

 

Brattforsheden

 

Geirdalsmossen - Långa Manen

 

 

 

Orkideer i skovbunden

 

Geirdalsmossen

 

 Storvätteshågna

 Fjeldet Storvättteshågna ligger i nærheden af Grövelsjön ca 40 km NV for Idre. Et godt sted at starte turen op på fjeldet er fra fjällstationen i Grövelsjön. Turen op til toppen er betegnet som en middelsvær heldagstur, så vi ville lade de faktiske forhold bestemme, hvor langt vi kom, da vi først startede på turen ved godt 13-tiden.
Stien er vanskelig at gå på grundet en masse sten. Men vi kom da frem og op og efterhånden også ud af birkeskoven og op på barfjeldet. Jo højere vi kom op jo flottere udsigter.
Her højt oppe fra - området hedder Fosksjökläpparne (ca 1000 m.o.h) kunne vi så kigge ned på de to søer Övra og Nedra Fosksjön forbundet med et vandløb.
Vi passerede vandløbet over en bro og så begyndte det ellers bare at gå op ad.
Her gælder det så om at bevare optimismen. Når man går op ad sådan en lang sej stigning, så håber man jo på, at den top, man kan se i det fjerne er "toppen". Men så let er det ikke. Når man så når toppen, så kan man blot konstatere, at stien fortsætter opad mod næste højdedrag. Sådan kan det blive ved længe og sådan er denne tur også.
Men bliver man bare ved med at forcere det ene højdedrag efter det andet, ja så når man på et eller andet tidspunkt også det sted, hvor man så ikke kan komme højere op.
Vi nåede toppen af Storvätteshågna (1204 m.o.h), hvor der forøvrigt ligger en sø med noget pragtfuldt vand. Bestemt ikke til at bade i medmindre man er vinterbader, men det smager utroligt godt, hvilket de mange rener i området også havde fundet ud af. De badede nu også i søen, formentlig for at slippe af med diverse generende insekter og andet utøj. Her var - naturligvis - en fanstastisk udsigt, bl.a. også mod nordøst til det nærmest utilgængelige område Töfsingdalens Nationalpark.
Efter et godt hvil ved søen startede vi så tilbageturen og så er det jo ganske pudsigt at iagttage, at det også går op ad bakke på hjemturen. Alle de steder, hvor stien går nedad bemærker man ikke på udturen, men først når man skal tilbage og det så går op ad bakke.
Vi var tilbage ved bilen ved 20-tiden - små 20 km heldagstur tilbagelagt på knap 7 timer. Det var vi meget godt tilfredse med.

 

 

 

 

 På vej

 

Udsigt mod Övra Fosksjön

 

 

 

Rast undervejs

 

Rener i landskabet

 

 

På vej op

 

Der er stadig et stykke vej

 

Så nåede vi toppen

 

 

 

Udsigt fra Storvättteshågna

 

Udsigt fra Storvättteshågna

 

Sushöjda

 Sushöjda hører med til Långfjällets Naturreservat men på den norske side af grænsen. For at finde frem til stedet kører fra vejen mod Grövelsjön vestpå i retning af Elgå.
Turen ind mod Sushöjda gik langs med et dejligt, højt snakkende vandløb. Først gik vi op i retning af Rundhöjda, som vi dog undlod at begive os op på, men holdt os nede ved vandløbet, som vi krydsede flere gange.
Så videre ind i et dalstrøg mellem Rundhöjda og Lillfjället, hvor vi så stoppede ved en tværås, hvorfra vi kunne kigge ind til Sushöjda.
Så krydsede vi atter vandløbet og begav os på vej tilbage nu på den anden side af vandløbet, hvilket førte os forbi et flot lille vandfald, hvor der stadig lå en ganske stor snefane og dryppede i de godt 20 graders varme.
En god lille tur på en fire timers tid uden de helt store anstrengelser, bortset fra turen op mod og passagen af Rundhöjda. Stierne er ganske gode at gå på, men man skal være opmærksom på, at fjeldene her er meget eroderede, hvilket betyder en masse løse sten.
I nærheden af det lille vandfald fandt vi en lille orkidé, som vi ved hjælp biblioteket i bilen fandt ud af var en Fjeld-Sækspore - Gymnadenia albida ssp straminea, for dem som nu måtte være interesserede i sådant.
Natkvarteret fandt vi denne dag i nærheden af en ganske særpræget kåte.

 

 

 

 

Sushöjda

 

Udsigt fra Sushöjda

 

 

 

Dalen ved Sushöjda

 

Orkideen Fjeld-Sækspore

 

Den spektakulære kåte ved natkvarteret

 

Städjan

 Fjeldet Städjan - vel nok Dalarnas mest berømte fjeld - ligger lidt nord for Idre.
Det afviger fra Dalarnas øvrige mere bløde, afrundede fjelde ved sin markante profil og sin ganske stejle top.
Det består egentlig af to toppe på henholdsvis 1131 m.o.h og 1050 m.o.h forbundet med en sadel.
Turen vi valgte - efter anvisningen på skiltningen på stedet - Sommarleden, er ganske strabadserende.
Turen ned valgte vi at gå ad Vinterleden, som udgår fra den laveste af toppene, og er ganske meget lettere at gå -  også når man skal op.
Så får du lyst til at bestige Städjan og nyde den helt formidable udsigt fra toppen, så vælge Vinterleden.
Turen er vel på en ca 7 km.

 

  

Städjans markante profil

 

 

Vejen mod Städjan

 

Vejen mod Städjan

 

Nu kan vi da se målet

 

Men der er stadig et stykke vej

 

 

 

Udsigt fra Städjans top

 

Udsigt hen over sadlen mod den lavere top

 

  På vej ned

Silverfallet

 Silverfallet ligger i Långfjällets Nationalpark næsten på grænsen til Norge. Kør mod NV mod Grövelsjön fra Idre.
Vi parkerede ved Sjöstugan ved bredden af Grövelsjön, hvor man forøvrigt kan se noget ganske sjovt, nemlig en hel del norsk indregistrerede biler holde på en reserveret p-plads. Bilerne tilhører beboerne i den norske bebyggelse Sylen i den norske ende af Grövelsjön og hvis eneste vej ud i verden er med båd over Grövelsjön og derfra ad svenske veje ind i Norge.
Fra Sjöstugan udgår flere vandreture og bl.a. også en tur ind til Silverfallet. En ganske let gået tur i fint terræn uden større stigninger. Første del af turen går over åbne fjeldheder. Senere kommer man ind i fjeldbirkeskov med en meget frodig urtevegetation. Vi passerede en gammel slåtteräng. Lidt vanskeligt at forestille sig, at bønderne har hentet hø til vinterfoder her langt inde i fjeldet.
Turen fortsatte langs stora Olån, som så på et tidspunkt passerer en lille kanjon hvor det lille, men ganske kønne vandfald Silverfallet med blot 3 m faldhøjde falder ned i kanjonen. Et lille frodigt paradis midt i fjeldhedernes lidt karske morænelandskab.
Efter en pause her medens vi nød omgivelserne, fortsatte vi turen langs med den norske grænse. Her står med nogle kilometers afstand skilte med teksten "Rigsgrense Sverige" på den side, der vender mod Norge og "Riksgräns Norge" på den side, der vender mod Sverige. Så går man en tur rundt om skiltet, ja så har man jo været i Norge.
Her foregik turen igen over fjeldheder og udstrakte mosedrag. Stien her er ganske stenet.
Terrænet falder ganske langsomt ned, ingen bratte nedstigninger og snart kan man få et kig ud over Grövelsjön.

 

 

 

Langs Stora Olån

 

Den lille kanjon

 

Det maleriske Silverfallet

 

 

 

Langs grænsen

 

Udsigt mod Grövelsjön

Sipmeke

 Sipmeke er et af fjeldene på Vilmarksvägen - også kaldet vejen over Stekenjokk - også et af de steder vi vender tilbage til gang på gang. Men her er jo også masser af natur at tage fat på.
Denne gang havde vi besluttet os for en travetur ind til en sø i 950 m højde ved foden af Sipmeke.
Man bliver altid lidt overrasket, når man begiver sig ind i fjeldet. På afstand og betragtet i kikkert ser landskabet ofte meget tilforladeligt ud. I dette tilfælde lignede det en ganske jævn stigning op mod Sipmekes stejle sider.
Men virkeligheden er altid en anden. Landskabet er utrolig kuperet. Samtidig er der rigtig mange vådområder og mellem disse åse på kryds og tværs. Så sådan en tur tager altid længere tid, end man regner med og kræver lidt mere af bentøjet. Her er der jo ingen stier, men man søger selv at finde den bedste vej mellem punkt A og punkt B.
Men efter nogle timers vandring nåede vi vores mål. Oppe fra en ås kunne vi se "vores" sø ligge og lyse blåt med Sipmekes nøgne stejle bjergsider som flot kulisse.
Turen ned gik vi ad en lidt anden rute. Det skal lige med, at vi på vejen krydsede 3 elvløb, hvilket i år dog ikke var noget problem på grund af den meget ringe vandføring, hvilket i høj grad også lettede passagen over moseområderne. Det var kun ganske få steder at vandet steg op om støvlerne, når vi passerede områderne.
På de strækninger i starten og slutningen, hvor vi gik mellem den lave fjeldbirkeskov var der en del myg og knot, men de forsvandt sammen med bevoksningen og lidt vind højere oppe i fjeldet.
Det var en varm tur. Da vi kom tilbage til bilen ved 18.30-tiden efter en små 20 km vandring viste termometret 22 grader i skyggen, så det var rart at få de korte bukser og sandalerne på igen.
 

 

 

 

Udsigt mod Sipmeke

 

På vej

 

 

 

Ensian

 

Piletræerne er ikke så høje

 

 

 

Fremme ved målet

 

Ved Sipmekes fod

 

 

 

Udsigt mod Sipmeke

 

Og den modsatte vej

Saxån

 Saxån finder vi også ved Vägen över Stekenjokk i retning mod Klimpfjäll.
Hvor Saxån passerer vejen er den stor, bred og rolig. Turen langs Saxån går gennem et kolossalt frodigt område med en overdådig urtevegetation fra kæmpehøje stormhatte til den størrelsesmæssigt uanselige fjeldensian, som dog så kompenserer med sin intense blå farve.
Efter en rimelig let opstigning kommer man så op i barfjeldsormådet. Herfra er der en fantastisk flot udsigt over over dalstrøget som Saxån løber igennem i form af hundredvis af små og større søer, som næsten dækker hele dalbunden. Et ganske specielt syn. I baggrunden er der så fjeldene, hvis småelve føder Saxån.

 

 

 

Brakkåfallet

 Dette meget specielle vandfald finder vi på vejen en halv snes kilometer syd for Stora Blåsjön, som ligger ved søen Stor-Blåsjön i Lappland.
Turen starter med en tur op langs en meget speciel kanjon, meget snæver og meget dyb. Desværre var vandmængden også her i år på et absolut minimum, til gengæld var det så også her muligt at komme helt ned i elvlejet og se det hele nede fra. Det kan formentlig ikke lade sig gøre ved større vandføring i elven.
Vi var først oppe ved det øverste fald, som grundet vandføringen nok ikke var så imponerende. Det var til gengæld udsigten ned i bunden af kanjonen.
Derefter gik vi tilbage og ned til det nedre fald, hvor det som nævnt var muligt at komme helt ned i bunden af elvlejet med de i bogstaveligste forstand overhængende kanjonvægge ludede ud over os.
Selv med den ringe vandføring var det nedre fald ganske flot. Hvad der også var spændende, var stenformationerne i elvlejet slebet og poleret af vandet gennem meget, meget lang tid.
Fjeldet er en nærmest skiferagtig sølvglinsende bjergart, hvilket bestemt er med til at give den specielle stemning og det specielle lys nede i kanjonen.

 

 

 

 

Op langs kanjonen

 

Udsigt ned i kanjonen fra det øvre fald

 

 

 

Det nedre fald

 

De høje sider i kanjonen

Vistasvagge

 Vistasvagge ligger på vejen mellem Kiruna og Nikkaluokta blot en ca 5 km fra Nikkaluokta.
Stien ind i området ligger på nordsiden af vejen en kilometer vest for en stor rasteplads.
Stien er på Fjellkartan markeret som "markeret sti", hvilket den så sandelig også var, i det mindste på de første par hundrede meter. Her var stort set enhver større sten og ethvert træ forsynet med markering. Men så var malingen åbenbart også sluppet op, for resten af vejen var der ikke en eneste markering. Dette betyder dog ikke noget i praksis, for der er kun den ene sti.
Stien er tung at gå grundet en masse sten og stort set hele turen foregår i åben fjeldbirkeskov, bortset fra de myrområder man passerer.
På en af myrerne så vi forøvrigt noget vi ikke tidligere har set eller bemærket, nemlig myretuer, og ikke bare en enkelt men ganske mange, bygget af de materialer der nu er til rådighed sådan et sted, hvilket vil sige blade og småkviste af revling, tyttebær og blåbær.
Vi havde nok regnet med at få mere af det spændende vandområde i dalbunden at se, men dels var birkeskoven trods alt for tæt og dels forløber stien ret langt fra vandløbet.
Men ind i mellem kommer man dog lidt højere op og får nogle kig ud over bunden, hvor elven slynger sig afsted både gennem og udenom en masse småsøer.
Kunne vi ikke se elven, så kunne vi til gengæld se fjeldene.
Efter et par timers vandring nåede vi et højdedrag, hvorfra vi havde en flot udsigt over en af søerne og til til de mægtige fjelde.
Efter en god rast her, hvor vi bare nød udsigten, solen og varmen (ca 22 grader) vendte vi så tilbage samme vej, som vi var kommet.Her fik vi så andre indtryk og udsigter. Lyset og dermed udsigterne ændrer sig jo hele tiden.

 

 

 

 

På vej ind i Vistasvagge

 

Fjeldbirkeskov

 

 

 

Udsigt ned mod dalbunden

 

En myretue i myren

 

 

 

Et par af de sjove græstotter i myren

 

Udsigt til høje fjelde

 

 

 

Mere fjeld

 

Endnu mere fjeld

 

 

 

Udsigt ned i dalbunden

 

Myr og fjeld

Laddjujaure

 Turen til Laddjujaure - som er en stor sø - udgår fra Nikkaluokta.
Turen går det meste af vejen gennem birkeskov og over myr, men til forskel fra turen gennem Vistasvagge, er der her meget større mulighed for at se elven Laddjujohkå og fjeldene. Stien er ganske let gået, der er nogle enkelte strækninger, der er lidt stenede, men generelt en meget fin sti og også uden større niveauforskelle.
Efter en god times vandring når man frem til søen, hvorfra der er en flot udsigt mod Kebnekaise-fjeldmassivet.
Her ligger også Laddjuluspekåtan, et hyggeligt lille serveringsssted med hjemmebagt brød og kager og Lap Dånald, der serverer burgere med renkød.
Herfra sejler der både til den anden ende af søen, hvorved man sparer en ca 5 km vandring på turen mod Kebnekaise Fjällstation.
Vi nøjedes med udsigten til Kebnekaise og en kop god kaffe - naturligvis med påtår, hvilket er ganske almindeligt i Sverige - og dertil et par af de hjemmebagte kanelbullar. Disse herligheder blev indtaget udenfor i det dejlige solskin, inden vi tiltrådte tilbageturen mod Nikkaluokta.
Føreren af en af bådene mente forøvrigt, at pladsen her var det eneste rigitge sted at se Kebnekaise fra.

 

Udsigt over Nikkaluokta

Udsigt mod Kebnekaise fra kirken

 

 

 

På vej mod Laddjujaure

 

Elven Laddjujohkå

 

 

 

Første kig over søen mod Kebnekaise

 

Udsigt over søen mod Kebnekaise

 

 

 

Turbådene

 

Laddjuluspekåten

 

 Lap Dånald 

Hornborgasjön (Ore backar - Ytterberg - Almön)

 Da vi startede på dette års ferie, var vores første overnatningssted ved nordenden af Hornborgasjön.
På denne årstid, er der ikke mange traner her, men vi vidste, at på det tidspunkt, hvor vores ferie nærmede sig sin slutning i slutningen af september, så ville de være her, hvorfor vi havde besluttet, at ferien skulle slutte her i området omkring Hornborgasjön.
På vores vej sydover, havde vi ved flere lejligheder set større traneflokke fouragere på markerne på deres vej sydpå. Så da vi kom til Hornborgasjön og bl.a besøgte det fine Hornborgasjöns Naturum viste optællingen da også, at der var omkring 6000 traner. Det var flot at se dem komme flyvende ind til overnatningsstederne ved søen om aftenen i større eller mindre flokke. Ifølge statistikken fra Hornborga Naturum nåede man at sætte ny rekord i år for antallet traner om efteråret nemlig 9550.
Eller brugte vi dagene ved Hornborgasjön til at gå nogle ture langs søen fra de forskellige steder, hvor man kan komme ned til søen. Her er jo andet end traner at kigge på. Her er svømmefugle af alle mulige arter og så i kæmpestore flokke. Et eldorado for ornitologer. Vi mødte da også flere af slagsen, og fik da også lov til at kigge i deres kikkerter og fik forklaret, hvad det var vi så.
En flot travetur er fra Ore Backar på søens vestside. I skovbunden kunne vi masser af blade efter blå anemoner, så her må have været et fantastisk blåt bunddæke i det tidlige forår.Turen går over en skovbekædt rullestensås langs med søen og ender på en odde ude i søen, hvor der står et fugletårn. Herfra er der en flot udsigt ud over søen.

 

 

 

 

 

 

 

Ivön

 Ivön finder vi i Skånes største indsø Ivösjön ca 20 km NØ for Kristianstad.
For at komme ud til Ivön skal man med Skånes eneste landevejsfærge fra Barum (gratis). Den sejler ca hvert 20 min og overfarten tager under 10 min.
Ivön er forholdsvis flad bortset fra øens nordspids, hvor vi finder Ivöklack på 135 m.o.h. Området, der er nationalpark, er bevokset med gammel bøgeskov. Her skulle især om foråret være en meget rig flora.
Her oppe på den nordlige del af øen findes også et spændende nu nedlagt kaolin- og kalkbrud, hvor der er mulighed for at gå på fossiljagt.
Fossiler kan man også finde ved Ugnsmunnarna, lidt nord for færgelejet. Det er nogle strandgrotter i kalkklinten, hvoraf den dybeste strækker sig ca 18 m ind i klinten. Hele klinten består af millioner af sammenpressede skaller.
På den sydlige del af øen finder man Ivö kirke fra 1200-tallet. Her skulle der være nogle middelalderlige kalkmalerier, men kirken var aflåst, da vi var der.
Lige  udenfor kirkegårdsmuren ligger S:ta Ursulas offerkilde. Sagnet beretter at biskop Sunesson sad på på Ivöhus og længtes tilbage til de lykkelige tider ved kong Valdemars hof. Han ville tage en tår vand, opdagede at vanddunken var tom. Tjeneren blev sendt efter vand fra kilden og underet skete - vandet blev forvandlet til vin. Mange andre forsøgte det samme uden held og kilden gik i glemmebogen. Den er nu restaureret men virker noget kedelig og er forøvrigt ganske tørlagt.
Ikke ret langt fra kirken finder vi resterne af biskoppen borg Ivöhus. Det der er tilbage er en del af kælderen.
Se Biskopskällaren.
På Ivön findes en campingplads og i søen er der efter sigende gode fiskemuligheder. Der skulle være ikke mindre end 25 forskellige fiskearter i søen.

 

 

 

 

Udsigt fra Barum mod Ivön

 

Færgen i færgelejelt på Ivön

 

 

 

Ivö kirke

 

Udsigt fra Ivöklack

 

 

 

Kaolinbruddet

 

Ugnsmunnarna

 

 

 

Ugnsmunnarna - den dybeste er den til venstre

 

Ugnsmunnarna 

Tiskaratjärn

 Tiskaratjärn fandt vi ved lidt af en tilfældighed i jagten på et sted at overnatte.
Det ligger lidt af vejen men følgende vejbeskrivelse skulle føre frem til området. Fra Rottneros kører man mod vest mod Gräsmark på den vestlige side af søen Rottnen. Ved Tröttvik mod vest mod Arvika. Efter 6 km ved Ragvaldstjärn drejes sydpå mod Borrsjön, hvorfra skilte viser vej det sidste stykke.
Tiskaratjärn viste sig at være en gammel gård i et lige så gammelt landbrugsområde. Hertil kom finnerne i slutningen af 1600-tallet med deres traditiion om svedjebrug. Gården drives i dag af en forening efter de gamle metoder og redskaber, ligesom de dyr, der er på gården, er gamle racer, som er udrydningstruede. Det, der dyrkes, er også gamle arter af kornsorter. Alt dette for at bevare udryddelsestruet flora og fauna i området. Med andre ord et landbrug som vi kender det fra Astrid Lindgrens bøger om Emil og børnene i Bullerbyn.
Der er en fin natursti gennem området.
Natkvarteret fandt vi forøvrigt inærheden ved Kalvhöjden.
Se evt også
Finnstigen.
 

 

 

 

 Stuehuset på Tiskaratjärn

 

 Fägader ved Tiskaratjärn

Kalvhöjden

 Kalvhöjden ligger ikke langt fra Tiskaratjärn.
Også dette område er i sin tid opdyrket af finske indvandrere. Her er fine eksempler på de såkaldte lövängar, det vil sige et område med spredt træbevoksning, hvor græs med videre slås - gerne med le - efter at planterne har smidt deres frø. Det slåede materiale anvendes som vinterfoder sammen med grene fra træerne, der så samtidig tyndes ud af hensyn til lyset på urtevegetationen.
I området findes også nu tilgroede lövängar, som man satser på at restaurere i de kommende år.
I skoven kan man finde ruiner efter tidligere finngårde og samtidig få et indtryk af, hvilke forhold, der mødte de første indvandrere, der kom frem til disse skovområder i 1600-tallet.

Se evt også Finnstigen.
 

 

 

 

Löväng ved Kalvhöjden

 

Skoven som den så ud da finnerne kom i 1600-tallet

 

 

Rester efter gammel finngård

 

 Löväng ved Kalvhöjden

Umbukta (Norge)

 Hvis man fortsætter ad vej 95 og passerer den norske grænse, så kommer man gennem Junkerdal, som virker lige imponerende og storslået hver gang, vi kommer denne vej. Fjeldene rejser sig lodret op over én og der er meget, meget dybt ned ved siden af den meget slyngede vej ned gennem dalen.
Vi havde forladt Skärrim-området for denne gang og ville flytte en etage længere ned i Sverige og så er det ofte nemmere lige at vende ind om Norge.
Efter Junkerdal kommer man ud på E6, som man så kan følge ned til Mo i Rana, hvorfra man atter kan dreje af mod den svenske grænse ad E12 - Blå Vägen over Saltfjellet.
Vi fandt et område ikke så langt fra den svenske grænse, hvor der var nogle fjeldområder, som så ud til at være værd at trave lidt rundt i og da der var fine pladser at overnatte på, så blev vi her i området i nogle dage.

Se også Hellerfjellet og Kubben


 

  

 

Junkerdal

 

Vandfald ved E6

 

Vejen over Saltfjellet - et af verdens mest øde steder
 

Vi travede en tur op på fjeldet. Herligt område, sådan lige på grænsen til barfjeld. Oppe fra højdedraget var der en fantastisk udsigt. Masser af småsøer og så de to store søer Storakersvattnet på den norske side og Uman på den svenske side. Desuden udsigter til en overvældende mængde af fjelde i alle mulige størrelser, former og farver. Vejret var klart, f.eks. kunne vi se fjeldet Okstinden, som befandt sig ca 25 km fra hvor vi var.
Det blev til nogle herlige timer med at "ströva runt" i området og nyde godt af blåbær og multebær inden vi vendte tilbage til bilen, som vi havde anbragt ved en lille sø, hvor fiskene sprang fornøjede op over vandoverfladen.

 

 

Udsigt til den norske side

 

Udsigt til den svenske side

 

Vores holdeplads-sø

Hellerfjellet (Norge)

 Hellerfjellet lå lige op ad vores holdeplads, så det måtte da også lige udforskes.
Det er et dejligt fjeld at vandre rundt på. Her er masser af grønne lier mellem de nøgne fjeldpartier.
Vi gik først i retning af en af toppene. På vejen havde vi en fin udsigt mod Svartisen, men igen oplevede vi det, man ofte oplever i fjeldet, vi kom ned i et lavere område og udsigten forsvandt. Altså var der ikke andet at gøre end at stile mod den næste top og kravle op mod den.
Vi passerede flere snelejer, som dog havde været snefri så længe, at de var blevet grønne af bl.a. mosser, og efter at have passeret flere dalstrøg og højdedrag endte vi da også oppe på toppen med formidabel panoramudsigt.
Vi gik lidt videre og kom frem til en lille sø, hvor der var lidt læ for vinden - hvilket gør det lettere at tænde piben. Vejret var pragtfuldt, vel godt en snes grader i solen. Her ved søen, som var noget minimeret af tørken, fandt vi fodspor af ulv, ulven så vi ikke noget til, men flere rener strejfede rundt i området.
Oppe fra varden på toppen, havde vi set, at der var nogle tilsyneladende fine overnatningspladser på den modsatte side af E12 ved en sø.
Da vi langt om længe kom tilbage til bilen, så flyttede vi over på den anden side af landevejen og fandt en god plads. Også her med flotte fjeldudsigter hen over søen, igen bl.a. til Svartisområdet.

Se også Umbukta og Kubben

 

 

 

På vej op på Hellefjellet

 

Stadig på vej op

 

 

 

På vej mod næste højdedrag

 

Fine udsigter

 

 

 

Piletræerne er ikke så store her oppe

 

Udsigt mod Svartisområdet

 

 

 

Nogle af stenene var store

 

Oppe ved topvarden

 

 

 

Ulvespor

 

Sneleje

 

Solnedgang ved den nye overnatningsplads

Kubben (Norge)

 Fjeldet Kubben ligger lige overfor Hellerfjellet på den modsatte side af E12.
Et fjeldområde af samme karakter som Hellerfjellet, store grønne lier og så disse store runde klippepartier, men dog også ind i mellem klippepartier med skarpe brudflader.
Her måtte vi for at komme op i fjeldet først passere nogle mere eller mindre udtørrede vådområder. Men også her blev vi oppe fra fjeldryggen endnu en gang belønnede med flotte panoramaudsigter.
Også her er der masser af blåbær - herligt at kunne kaste sådan en hel håndfuld kæmpestore, saftige blåbær ind i munden.
Nedturen foregik ad en anden rute end opturen. Vi kom gennem en lille birkeskov inden vi atter kom ned til moseområdet og igen ud på den lille grusvej, som vi så fulgte tilbage til bilen. 

Se også Umbukta og Hellerfjellet
 

 

 

 

Kubben

 

De dejlige runde klippepartier

 

 

 

Skarpkantede klippeblokke

 

Udsigt fra Kubben

Copyright © 2011 HUMLEDAL. All rights reserved