HomeRejsedagbøgerVærd at seSverigeCampingBornholmFotoalbumGallerietGolden People StoriesKommentarLinksSitemap

 

SOMMERTUREN 2012

 

Her har du en kort oversigt over vores sommertur i år.
Du kan også vælge at hoppe direkte til en af specialsiderne ved at anvende linkene herunder

 

Naturreservater

Flot natur

Vandfald
og andet vand

Kultur

Andre oplevelser

Rutekort

 

Årets sommertur blev en tur til kendte, tidligere besøgte steder

Den kom til at handle en del om de blomster, vi så på vores traveture og fra bilens vinduer på vej fra et sted til et andet.
Jo længere nordpå vi kom, jo mere forårsagtig blev plantevæksten.

Både på Flatruet, Vildmarksvägen og på Silvervägen var der stadig en hel del sne, hvorfor vi da også i august måned flere steder har set helt nyudsprungne birke og masser af nyudsprungne forårsblomster.

Og vejret - ja det svarede vel til "årstiden". Nattemperaturer ned til 0 og dagtemperaturer omkring de 12-14 grader,
men vi har da også haft dage med temperaturer op til langt over 20 grader. Og ellers alt fra regn til sol og fra blikstille til blæsende.
 

 
 

Vi startede med at køre til Måryd, Her havde vi planlagt at gå en hurtig tur i området. Men vi måtte hurtigt vende tilbage til bilen på grund af et ganske kraftigt regnvejr.
 Se ruten her

 
 

Dagen efter kørte vi til Lövö, der indgår i nationalparken Store Mosse. Her blev det til en herlig tur på denne dejlige "ø" midt i det enorme moseområde.
Se ruten her

Herfra fortsatte vi så nordpå, hvor vi besøgte Mölarps kvarn og Mölarps ö et stykke nord for Borås. Derefter gik det så videre nordpå mod Edsleskog, en snes km V for Åmål.
Se ruten her

Her ved Edsleskog aflagde vi et dejligt besøg i et lille naturreservat, Bräcke ängar, hvor vi bl.a. fik set, hvordan man med le og høriver tager hånd om høhøsten, for at genskabe og bevare den meget righoldige flora i området.
 Desuden fik vi da set en masse spændende flora i de områder, de endnu ikke havde fået mejet.

Vi fortsatte til Tiskaretjärn, der ligger godt et halvt hundrede km nordøst for Arvika.
Her skulle vi også bare ud på en lille tur, der blev brat afbrudt af et uheld på en spång, der ikke lå, som den skulle, men smed min kone ned i et vand-/mudderhul.
Det kostede en forvredet ankel og nogle kvæstede ribben, hvilket vi dog først fandt ud af senere.
 Se ruten her


Så vi fortsatte ufortrødent videre nordpå. Vi havde en overnatning ved Kölån et halvt hundrede km S for Tännäs.
Se ruten her.
Dagen efter fortsatte vi så via Funäsdalen til Flatruet.
Se ruten her.
Da det blev mandag opsøgte vi lægehuset i Funäsdalen, hvor skaderne blev besigtiget af en meget kompetent sygeplejerske, der kunne fortælle, at det nok ville være overstået om en 3 ugers tid!
Vi valgte - efter nogen betænkning - at fortsætte vores tur.
Det blev så til små 5 dage på Flatruet, hvor ribbene kunne få lov til at hvile sig og ikke blive udsat for alt for mange bump og huller på ujævne veje.
 

Herefter gik turen videre nordpå til Ansättåns kanjon i nærheden af Hotagen.
Det er snart mange år siden, vi sidst har været her, så vi fik lyst til et gensyn.
Det var lige så imponerende og overvældende som sidste gang.
Se ruten her

Så gik turen videre mod næste mål, som var Vildmarksvägen, et af de mange steder i Sverige, som vi holder meget af.
Her blev det så til 7 dages ophold med nogle gode ture i fjeldet og langs de meget vandrige elve.
Se ruten her

Men vi ville lidt længere nordpå. Så vi satte kursen mod Arjeplog og Silvervägen
(vej95). Denne strækning fra Arjeplog og mod den norske grænse er også et af vores yndlingsområder.
Her blev vi så i 4 dage.
Se ruten her

Herefter vendte vi næsen sydpå. Vi havde et par dage ved Arjeplog.
Se ruten her
Derefter en enkelt overnatning lidt S for Vilhelmina.
Se ruten her
Derefter vendte vi endnu en gang vendte tilbage til Flatruet.
Se ruten her

Der var jo lige en, der var blevet lidt snydt, sidst vi var her. Så det blev til en god tur her.
 


 


 

Derefter gik det bare sydpå. Et par overnatninger undervejs, bl.a.endnu en gang ved Kölån, hvor udstødningsrøret, der knækkede undervejs, blev repareret.
Se ruten her
Så fortsatte vi til den fine plads i Gullspång sådan ca. midtvejs mellem Kristinehamn og Mariestad.
Se ruten her


 

Næste og sidste stop var igen Måryd, hvor vejret nu var med os, så vi fik gået den tur, vi blev snydt for sidste gang.
Det er et dejligt område at trave rundt i.
Se ruten her

Derefter var der blot tilbage at finde til Ystad og så tage færgen hjem.
Se ruten her


Læs mere om og se flere billeder fra vores ture og oplevelser ved at bruge de fem links herunder.
Som sædvanlig er kategoriseringen subjektiv, hvorfor det anbefales at kigge på dem alle sammen.
Måske dukker der  noget op, som du  kunne tænke dig at se og opleve.
Alle de steder, vi har besøgt, er også lagt ind i skemaerne på siden Seværdigt under de respektive landskabsnavne.
Så vælg det ønskede landskabsnavn, og find den ønskede lokalitet i navnelisterne.
 

Naturreservater

Flot natur

Vandfald
og andet vand

Kultur

Andre oplevelser

Rutekort


Copyright © 2012 HUMLEDAL. All rights reserved